Kæpheste Cup samler børn og unge til to dage med leg og konkurrence

Der bliver både leg, bevægelse og konkurrence, når Skåde Rideklub fredag og lørdag afholder AURA Kæpheste Cup 2026.
Fredag 18. september står den på AURA Kæphestedag, hvor lokale SFO'er og ungdomsklubber inviteres til at prøve sporten. Her kan børnene blandt andet teste klubbens terræn- og springbane og deltage i en højdespringskonkurrence.
Lørdag 19. september er der AURA Kæpheste Cup med tilmeldte piger og drenge, som skal dyste i forskellige discipliner. Blandt andet skal deltagerne konkurrere om at springe højest.
Kæphestesporten er vokset de seneste år og kombinerer ifølge AURA leg og fantasi med bevægelse, koncentration og koordination.
"Vi vil gerne bakke op om lokale initiativer, der skaber glæde, aktivitet og stærke fællesskaber i vores område. Kæphestesporten er et godt eksempel på en aktivitet, hvor mange børn kan være med, og hvor leg og bevægelse går hånd i hånd. Derfor glæder vi os til to dage med masser af energi hos Skåde Rideklub," siger administrerende direktør i AURA, Carsten Höegh Christiansen.
Ifølge Camilla Borg, kæphesteprojektleder i Skåde Rideklub, forventes mere end 80 børn at deltage fredag, mens lørdagens stævne ventes at få mere end 150 starter.
Faktaboks
- AURA Kæpheste Cup afholdes 18. og 19. september 2026
- Sted: Skåde Rideklub
- Fredag afholdes AURA Kæphestedag for lokale SFO'er og ungdomsklubber
- Lørdag afholdes selve AURA Kæpheste Cup
- Mere end 80 børn forventes fredag
- Der forventes mere end 150 starter lørdag
- Skåde Rideklub planlægger at gøre kæphestetræning til en fast del af klubben






Accepter kun nødvendige cookies